Familierådgivningen i Ikast-Brande Kommune søger en timeaflaster til en dejlig dreng på 6 år med cerebral parese og epilepsi

Vi søger en nærværende og engageret timeaflaster til at give forældre et pusterum – er det dig?

Formålet med timeaflastning er at aflaste forældrene til et barn med nedsat fysisk- eller psykisk funktionsevne. Udgangspunktet er altid samvær med barnet. Det kan være at passe barnet i hjemmet, lave aktiviteter eller at tage barnet med på små ture ud af hjemmet, typisk mens forældrene ikke er til stede i hjemmet.

Forventningerne til dig som timeaflaster er:

  • Du skal være fyldt 18 år.
  • Du skal have ren straffe- og børneattest.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med at arbejde med børn.

  • Du skal have interesse i at arbejde med et barn med handicap.
  • Familien bor i Ikast, så du skal kunne komme til og fra Ikast – evt. i egen bil. 

Stillingen er på 20 timer pr. måned og timerne vil være placeret enten på hverdage i løbet af ugen fra sidst på eftermiddagen eller i weekenderne. 

Barnet sidder i kørestol, og har ikke selvstændig gangfunktion eller sprog. Der er de nødvendige hjælpemidler til stede i hjemmet, bl.a. lift og sejl. 

Jobbet som timeaflaster er ofte en sidebeskæftigelse, et fritids- eller studiejob. Det kan også være et fleksjob.

At være timeaflaster er en fantastisk mulighed for at hjælpe og gøre noget godt for andre.

 

Særligt om epilepsi og anfaldsbrydende medicin

Barnet har epilepsi, og der kan derfor i sjældne tilfælde opstå anfald, som kræver anfaldsbrydende medicin. Det er vigtigt, at du som timeaflaster er tryg ved at kunne håndtere denne opgave, hvis situationen opstår.

Det skal dog understreges, at behovet for anfaldsbrydende medicin forekommer sjældent. Forældrene vil sørge for grundig oplæring og instruktion, så du føler dig godt klædt på til opgaven.

Du vil få en tydelig gennemgang af, hvordan du skal reagere, hvem du skal kontakte, og hvilke handlinger der forventes af dig.

Det vigtigste er ikke, at du på forhånd har erfaring med epilepsi, men at du kan bevare roen, skabe overblik og følge de instruktioner, du har fået. I tilfælde af et anfald vil der altid være mulighed for at kontakte forældrene, som kan veljede og støtte dig telefonisk. I yderst sjældne nødsituationer kan det også blive nødvendigt at kontakte 112.

Hvis du er omsorgsfuld, ansvarsbevidst og kan bevare roen i en uventet situation, vil du med den retteoplæring være fuldt ud i stand til at varetage denne del af opgaven.

Når det er sagt, består langt størstedelen af jobbet af noget helt andet. Du får mulighed for at tilbringe tid sammen med en skøn dreng, skabe trygge rammer, lave hyggelige aktiviteter og være en vigtig del af hans hverdag. Der venter mange gode stunder, smil og meningsfulde oplevelser for den rette afløser.

 

Ansættelsesproces

Du ansøger om jobbet som timeaflaster via selvbetjeningsløsning nedenfor. Hvis dine kvalifikationer er relevante, sætter vi dig i forbindelse med familien, så i sammen finder ud af om I er et ”match”. 

Efter evt. ansættelse, er det dig og familien, der aftaler din arbejdstid og aktiviteter.

 

Løn og ansættelsesvilkår

Du bliver ansat af Ikast-Brande kommune, hvor du aflønnes ud fra det konkrete forbrug af timer, som du løbende indberetter.

Lønnen er på 161,10 kr. pr. time. Tillæg for arbejde efter kl. 17 på hverdage samt i weekender. 

Der udbetales desuden feriepenge. 

Der indhentes børne- og straffeattest på dig i forbindelse med ansættelse. 

 

Hvis du har brug for yderligere oplysninger:

I forhold til selve arbejdet i familiens hjem, kan du kontakte forældrene på telefonnummer 2338 8432. 

I forhold til ansættelsesvilkår, kan du kontakte fagspecialist Heidi Lilholt Holm på mail: helil@ikast-brande.dk – telefon 9960 5533.

 

Lovgivningen

Timeaflastning til børn gives efter barnets lov § 90 stk. 1, nr. 2, jf. servicelovens § 84 stk. 1.

 

Ansøgningsfrist

Hurtigst muligt!

Der holdes løbende ansættelsessamtaler, som vil foregå i hjemmet hos forældrene efter aftale.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Titel: Familierådgivningen i Ikast-Brande Kommune søger en timeaflaster til en dejlig dreng på 6 år med cerebral parese og epilepsi
Nummer: 4530
Frist:
Lokation: Administration Vest / Sjællandsgade 6, 7430 Ikast, Danmark, 7430, Ikast, Denmark
Afdeling:
Familierådgivningen
Kontaktperson:
Heidi Lilholt Holm
Ansættelsesstart: 01-09-2026
Arbejdstid: 20 timer pr. måned
Stillingskategori: Børn og undervisning
Banner:
Ansættelsessamtale: Der afholdes løbende ansættelsessamtaler